Vafler – direkte fra jernet

Hos min bedste veninde spiser vi tit vafler. Vi spiser dem, næsten før de er færdige, eller i hvert fald lige så snart, de er kommet ud af jernet og afkølet så meget, at vi lige netop kan røre ved dem uden at brænde fingrene. Det er svært at vente.

Det er simpelthen den mest seriøse form for venindehygge. Først rører vi dejen, så sætter vi vaffeljernet i stikket ved køkkenbordet, finder Nutella, flødeskum på dåse, is og/eller jordbærmarmeladen frem, og så er det bare go, go, go. Den ene vaffel efter den anden bliver stegt eller bagt, eller hvad det nu hedder, samtidig med at vi selvfølgelig snakker, snapper og poster på Instra.

Vafler – opskrift

Vi laver mange forskellige slags vafler – nogle med banan, nogle med lakridspulver, nogle med citron, men her får du opskriften på dem, vi laver mest, fordi det er de ingredienser, vi næsten altid har, så vi ikke skal ud at købe ind inden.

Ingredienser til hele 10 hele vafler

  • 125 g smør eller stegemargarine
  • 1 tsk. vaniljesukker eller kornene fra ½ vaniljestang
  • 2 tsk. bagepulver
  • 2 tsk. sukker – 3 tsk. hvis du bruger vaniljekorn i stedet for vaniljesukker
  • 1 nip salt
  • 3¾ dl hvedemel
  • 2½ dl vand
  • 1 æg

Fremgangsmåde

  1. Smelt smørret.
  2. Bland imens vaniljesukker – eller vaniljekorn – bagepulver, sukker og salt i hvedemelet.
  3. Tilsæt vand, æg og det smeltede smør, og rør det godt sammen, så det bliver helt jævnt uden klumper – brug elpiskeren.
  4. Varm vaffeljernet op. Har I stadig brugsanvisningen, kan I se i den, hvordan det gøres. Alle vaffeljern bruges ikke ens.
  5. Smør vaffeljernets plader med olie eller lidt smør, hvis ikke det har slip let-belægning. Det kan du også læse om i brugsanvisningen, der følger med vaffeljernet.
  6. Hæld dej på, så det fylder pladen – eller pladerne – luk vaffeljernet, og lad vaflen bage i tre, fire, fem minutter, til de har en brunlig overflade og er gennembagte. Muligvis har dit vaffeljern en indikator, der lyser, slukker eller dinger, når der er en god chance for, at bagningen er færdig.
  7. Tag vaflen af, og læg dem til afkøling på en bagerist. De bliver bløde og seje, hvis du lægger dem på en tallerken, eller hvis du lægger dem oven på hinanden.

Når vaflerne er kølet nok af, spises de med … ja, hvad du har lyst til, men is er superlæks, hvis de stadig er lidt varme. Sådan så isen smelter lidt, men ikke helt. Den dér fornemmelse af koldt og varmt, blødt og hårdt er mega fed.

Vafler uden vaffeljern

Jeg har ikke noget vaffeljern, så en dag da jeg fik lyst til vaffel eller to, lavede jeg dem på stegepanden. Det smagte fint nok – det var jo også samme opskrift – men vafler skal altså ligne vafler, ellers er det ikke vafler. Det mindede mere om pandekager … med vaffelsmag … Måske grillpanden er bedre??? Den må jeg prøve næste gang!